Vil du virkelig have modspil?
Har du tænkt over, hvad dine eksterne samarbejdspartnere skal gøre for dig? Nogle gange er det selvfølgelig en helt konkret og afgrænset opgave, som at gøre toiletterne rene eller servere mad i kantinen. Andre gange er det mere abstrakt, som hjælp til at skabe et bedre arbejdsmiljø eller højere arbejdsglæde hos de ansatte.
Ofte hører jeg ledere sige, at de søger en “modspiller” – så er opgaverne ofte på det meget abstrakte plan: strategisk sparring på udvikling af nye markeder, innovationsprocesser og disruption.
Men hvad kan en modspiller egentligt gøre for dig i den sammenhæng? Medmindre du skal have tjekket din IT-sikkerhed, mener jeg at svaret ofte er “Ikke ret meget”.
Nikkedukker og Nej-hatte
Når virksomheder – din, min eller en helt tredje – er i gang med at udvikle sig på et eller flere markeder, er der sjældent brug for modspillere. Modspil kommer helt af sig sig, markedet, konkurrenterne, kunderne, tiden og økonomien giver typisk alt det modspil en virksomhed, hele ledergruppen og den samlede bestyrelse har brug for. At komme en Nej-hat ind i den ligning fører sjældent til andet end frustration.
Dermed ikke sagt, at der er brug for nikkedukker og klaphatte, som hviner af begejstring over hver eneste idé, du fremsætter.
Det, jeg mener, der er brug for i langt de fleste virksomheder, er medspillere.
Medspillere er samarbejdspartnere, der tør gå ind på de præmisser, der er for den enkelte virksomhed. Samarbejdspartnere, der tør gribe bolden og tage den længere frem mod målet. Samarbejdspartnere, der accepterer, at virksomheds-, produkt- og markedsudvikling er en holdsport, hvor mange kompetencer bidrager til succesen.
Så tænk over det, næste gang du skal finde en ekstern samarbejdspartner – hvem har kompetencerne til at spille din bold længere frem på banen?
God arbejdslyst:)